Kalk Kaminoen

Velkommen til Kalk Kaminoen

Kalk Kaminoen tager vandreren gennem et smukt landskab af stor naturmæssig og kulturhistorisk værdi. Rutens start og slut finder du i henholdsvis Stoholm og Skelhøje, hvorfra du kan fortsætte ad Hærvejen mod nord og syd. Du kan selvfølgelig gå ruten begge veje.

Landskabet i vandrerutens nordlige del er stærkt præget af århundreders kalkbrydning i Daugbjerg og Mønsted. De flade hede arealer åbner sig længere sydpå, hvor det første større forsøg på hedeopdyrkning blev udført af tyske kolonister ved Grønhøj og Havredal i 1760-erne, og den første egentlige skovplantning fandt sted ved Stendal 1788.


Kalk Kaminoen kan starte i Stoholm, hvortil der er bus fra Viborg og Skive eller tog fra Langå og Struer. Vandreruten kan også påbegyndes i Skelhøje, hvor bussen mellem Viborg og Herning stopper. Man kan naturligvis også vælge kun at tilbagelægge kortere strækninger af ruten.