Den gamle Holstebro landevej

Den gamle Holstebro-Viborg Landevej – blandt røvere, konger, tatere og ulve

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Et lille kort stykke af Kalk Kaminoen er en del af den gamle Holstebro-Viborg landevej. Den vandrende bemærker det næppe.

Se evt. placeringen (3) på:  Kort over det man ikke kan se på ruten

Ad pkt.: 

15. Søgaard Mose
16. Det første Kongenshus - syd for Nygårdsmark
17. Kongenshus Kro & Museum
19. Kongenshus Hede

Ses på kortudsnittet mellem Søgård Mose og Kongens Hus Hede, hvor ruten, hvis man kommer fra nord, svinger til venstre mod øst, kommer ud på en ret ubefærdet skovvej, som lidt længere fremme går over i en markvej med agre på begge sider, inden der igen svinges til højre mod syd ad den asfalterede vej Nygårdsmark. Et ganske kort stykke, vel næppe mere end 2-300 m. Den smalle markvej gør ikke megen væsen af sig, vel tværtimod. Sandet og som regel tør med karrig vækst langs siderne, og hjulspor som slides mere af fodsåler end køretøjer.

Vandringsmand – stop op. Lad historiens vingesus puste til din fantasi.

En gang i fordums tid var vejen bred og hovedfærdselsåren mellem Holstebro og Viborg. Op til 18 alen bred, dvs. godt og vel 11 m og sine steder endnu bredere, skriver kulturhistorikeren Hugo Matthiessen i sin bog Viborg-Veje fra 1933. Befærdet med studedrivere, handlende, bønder og godtfolk på vej mellem landsbyerne. Pilgrimme med mål i Viborg, Karup eller Stubbe Kloster. Men også en sjælden gang kongelige. Christian den 5. tilbagelagde vejen mellem Holstebro og Viborg i 1680, og mon ikke også Frederik den 6. har kørt med sit følge på vejen i 1826, da han aflagde Daugbjerg visit?

Var der ufred i landet, og det skete jo af og til, så kom krigstropper marcherende på de store, brede færdselsårer. I 1644 var Jylland besat af svenske tropper, som i ledtog med Holland knuste den danske flåde, så Danmark måtte opgive en aggressiv toldpolitik i Øresund. Vækker det ubehagelige tanker om storpolitik i vore dage 2026? Et forsmædeligt nederlag som blev forsøgt revancheret i 1657 med katastrofale følger. Igen rykkede svenske soldater ind i Jylland, og den 1. okt. 1657 marcherede svenske i ilmarch fra Viborg frem ad Holstebrovejen og endte dagen med at slå natte lejr ved Haderup. Landsbyens beboere har næppe skænket landet forestående kranke skæbne mange tanker, men været opslugt af at bringe mad, foder, skillinger og unge døtre i sikkerhed for den svenske soldater.

Så vandringsmand! Stop op! Ånd freden ind når du står på den støvede vej, inden du fortsætter din tur. Luk øjnene og lugt studene på drev, hør marcherende soldaters støvletramp, lyt til ulvens tuden. Måske et glimt i øjenkrogen ane Kong Erik Glipping og hans følge i vild flugt mod Finderup Lade. Den støvede vej gemmer på det hele.

Det kunne i fordums tid være forbundet med stor fare at befordre sig ud på øde landeveje.  Studeprangere, handlende og gejstlige havde som regel en velspækket pung på lomme. ”Vi skal alle leve af de vejfarende”, sagde røveren til kromanden i Hagebro. Få km øst for Hagebro gennemskærer den gamle landevej et lyngbevokset dalstrøg, som hedder Røverdalen. Her har landevejsrøverne ligget i baghold og overfaldet sagesløse rejsende, der måske havde indtaget rigelige mængder øl og brændevin på Hagebro Kro. Tatere og natmandsfolk har også spredt rædsel og ernæret sig på lyssky vis, velvidende at der var penge at hente fra de farende på landevejen.

Jo, farer var der nok af, det kunne være en betænkelig sag at færdes på landevejen. Jævnligt kunne ulvenes hylen høres i 16- og 1700-hundredtallet. Der er, som nu, ingen beretninger om angreb på mennesker. Derimod, som nu, flere beretninger om angreb på husdyr. Teologen Søren Thestrup skriver i 1759 i sin dagbog, ”at i min barndom gjorde Ulvene saa stort et Nederlag på Faar og Kreaturer, som gik på Alheden, at man agede de ihjelrevne Faar og Lam hjem i Læssetal”.

I 1830érne blev vejen mellem Viborg og Holstebro forlagt til dens nuværende linjeføring, stort set. Den gamle vej skulle på aftægt, og en ny og dyr vej skulle anlægges. Til glæde for nogle og til stor utilfredshed for andre.

St. St. Blicher udtrykte sin uvilje: ”Dersom den skal fuldføres, således som den er begyndt, da vil den ikke nær kunne bekostes med en Tønde Guld. Og Kalkmændene i Daugbjerg og Mønsted kunde lige saa godt, og dertil bedre sove paa deres Sandveje med lette Læs, deres Heste have at trække, og som næppe veje meer en to Tønder Rug”.

I midten af 1700-tallet var halvdelen af Jylland dækket af hede. Landevejen har været flankeret af lyngtæpper, så langt øjet rakte. I dag er landskabet præget af korn- og kartoffelmarker. Både Blicher og Aakjær var i øvrigt også store kritikere af hedens opdyrkning. Begge ville sikkert ikke blot vende sig, men også rotere i deres grave, hvis de vidste, at de har fået plads med navns nævnelse i VIP-runddelen i Kongens Hus Hede. Alle andre navne på stenene i runddelen er driftige mennesker, optaget af ”hedesagen” og kultivering af heden.

Vest for Karup Å fulgte landevejen stort set den nuværende linjeføring. På nær i Holstebro, hvor den tog et slag norden ud af byen, inden den tog kurs sønden om Mejrup Kirke og direkte kurs mod Hagebro.

Øst for åen gennemskærer vejen Røverdalen og tager lige sydenden af Sjørup Plantage inden den rammer Sejbækgård. Gården var i midten af 1700-tallet bondegård med tilhørende kro og gæstgiveri. Aakjær levendegør Sejbækgård både i romanen ”Da lampen tændtes” og ”Jens Langkniv”. Længere mod øst kommer vejen til Vedhoved. With-hogeneth, den hegnede skov. Inden Finderup går vejen forbi Paradiset i Finderup Plantage. En studefold med vandhul til dyrene. I Finderup passeres forbi et granitkors som markering for stedet, hvor Erik Glipping blev myrdet i 1286. Indkørslen til Viborg var oprindelig Sct. Mikkels Port, hvor også hærvejen stødte til.

Mindre brudstykker af vejen ses stadig, bl.a. på Kalk Kaminoen.