Daugbjerg Dås - sagn og historier m.m.

Tekst: Arne Friis Hansen

Daugbjerg Dås – sagn og historier

”Efter Himmelbjerget det berømteste højdepunkt i Jylland, Fjends Herreds Mont Blanc, hvis 227 fod høje moræneknold åbner et mægtigt panorama mod heden i syd og vest”.

Sådan skrev Jeppe Aakjær i en artikel om Daugbjerg Dås, som blev publiceret i 1916 i Skivebogen (Historisk Samfund for Skive og Omegn). Aakjær var selv redaktør for bogen.

Aakjær havde et helt særligt forhold til Dåsen, som han lidt vidtløftigt kaldte "Fjends Herreds Mont Blanc". Han var også den første taler, da Det Radikale Venstre i 1920'erne begyndte at holde deres årlige sommermøder på toppen af "Dåsen". Jeppe besøgte også sine fætre på Gravgaard i Daugbjerg, men det er en helt anden historie.

Daugbjerg Dås eller ”Æ Døjs” på jysk eller rettere på Fjandbomål har i århundreder været omgærdet af mystik, sagn, troldfolk, bjergmænd og en underskøn bjergkvinde. Måske er mystikken endog blevet forstærket og tilført ekstra grøde af Pontoppidans Danske Atlas fra 1768. Pontoppidan skriver:

”Paa Byens Mark ligger et høit og stort Bierg, kaldet Dagbierg Daas, som kan sees over fire Mile bort især mod Sønden og Westen, og kiendes af en Blaa Taage, som fast altid staar om den, og ventelig er Damper af hosliggende Mose”.

En blå tåge omkring Dåsen! Ja, det lyder jo næsten okkult og trolddomsagtigt, og det fortælles da også, at Dåsen ved midnatstid hæver sig på fire gloende pæle, så man kan se troldfolket drikke og feste og danse inden i højen. Nogle gange kan også høres et højt smæld, når bjergmanden smækker låget i sit pengeskrin. Et lokalt sagn fortæller:

”En mand for en nat vild på heden ved Daugbjerg. Med et faldt hans øjne på Daasen, der stod på fire røde pæle og var oplyst, så han kunne se troldfolket danse og more sig derinde. Han gik derind sammen med sin hest og dansede med folkene derinde. Til sidst var der en bjergpige så dejlig, som bød ham et drikkehorn. Men skønt han fandt meget behag i pigen, turde han ikke tage drikken. Han steg til hest og red hastigt bort. Men pigen fulgte efter ham, og da de kom til broen over Karup Å, brød hun ”hagen” af hestens ene bagsko. Derfor kom broen til at hedde Hagebro”.

Bjergkvinder og troldfolk! Jo, der var sandelig nok at vogte sig for i Daugbjerg. Vel nok især troldpakket, som godt kunne finde på at forlade Dåsen og komme helt ind i byen og måske lægge et eget troldebarn i vuggen og skifte det med menneskebarnet, som blev taget med tilbage i højen. En såkaldt ”skifting”. Det kunne dog undgås med rettidig adfærd og lade lyset brænde hos barnet til det var døbt, gnide barnet med hvidløg under fødderne og på brystet, eller lægge en saks eller stoppenål under barnet.

Nu om stunder er vi tilbøjelige til at mene, at alt det vi ikke kan se, høre, lugte, måle eller veje ikke eksisterer. Dåsen kan vi da se! Men kan vi også se, hvordan den er dannet? De fleste af os kan ikke, men geomorfologer har en forklaring.

Geomorfologisk forklaring på Daugbjerg Daas

En hatformet morænebakke er den geomorfologiske term! Det bliver vi jo ikke meget klogere af, men en uddannet geomorfolog har en gang givet mig følgende forklaring.

Daugbjerg Dås ligger ganske tæt på isens hovedopholdslinje og blev skabt under sidste istid, Weichsel-istiden. Den tykke iskappe, gletcheren var langt fra stationær. Gletcheren var den forreste del af den massive iskappe, som dækkede det meste af Danmark. Den bevægede eller smeltede tilbage under varmere perioder for atter at rykke eller fryse fremad i de kolde perioder.

Isen var ikke hvid som sne. Den havde pløjet sig ned gennem svenske og norske landskaber og bulldozet jord, sten, ler og andet godt med sig, som var godt og grundigt indsyltet i isen. Den var for at sige det ligeud møgbeskidt.

Under somrene og de varmere perioder smeltede det øverste lag af iskappen, gletcheren. Nogle steder var der en større lavning i gletcheren og der løb smeltevandet hen og lavede en sø ovenpå isen. På bunden af søen blev der aflejret et fladt lag af jord og ler og grus. Næste sommer skete det samme, og næste igen, og gennem sikkert flere hundrede år blev der i lavningen aflejret lag på lag af sediment. En lagkage af sediment eller måske bedre, et stabel flade pandekager af sediment ovenpå hinanden.

Gletcheren var vægelsindet. I nogle århundreder var den i fremdrift, i andre på retræten. Frem og tilbage. Man må forstille sig, at isen på et tidspunkt har været på tilbagetog, og stablen med ”sedimentpandekager” har ligget blottet tilbage. Så har isen igen været i fremdrift i en kold periode og bulldozet ind i pandekagestablen og skubbet pandekagerne op på højkant.

I en varm periode har isen så igen trukket sig tilbage, og pandekagestablen er faldet sammen og efterladt en stor bunke sediment, Daugbjerg Dås, en hatformet morænebakke.

Således geomorfologens opskrift på en hatformet morænebakke, hvis nogle skulle få lyst en lave en mindre model hjemme i haven.

Daugbjerg Dås er i øvrigt den eneste hatformede morænebakke I Jylland. På Sydfyn og Langeland vrimler det fremdeles med dem, de ligger nærmest side om side.

Det 72 meter høje vartegn var i mange år ejet af Det Radikale Venstre, som hver sommer samlede mange mennesker til tilbagevendende politiske debatter ved foden af Dåsen. 

Ved amternes opløsning opstod ønsket om at afhænde stedet og i 2017 kom Daugbjerg Dås på lokale hænder, da ejerskabet overgik til foreningen Venner af Daugbjerg Dås.

Den lyngklædte bakke har været fredet siden 1931, og afgræsses hver sommer af får.

Kalk Kaminoen passerer forbi Daugbjerg Dås, hvor der i skrivende stund pågår et arbejde med etablering af to shelters, toilet samt adgang til drikkevand. Der er borde/bænke, så tag et hvil inden opstigningen og nyd udsigten fra den store knold. Hvis ikke den blå tåge tager udsigten. Der vokser mange blåbær på højen, spis bare løs – hvis ikke fårene allerede har været der.

Sidst revideret 7.03.26